BALLEBO er en storpasningsordning med 2 voksne til 7 børn i alderen 0-6 år, beliggende på Grundtvigsvej i Balle, Silkeborg.
Vi er for dig, der ønsker et trygt og hjemligt miljø, hvor dit barn bliver en del af vores lille familie. Vi værner om hvert barn som var det vores eget, og sikrer, at de trives i en hverdag fyldt med kærlighed, omsorg og læring.
Hos os er dit barn ikke blot et nummer - her bliver de ALLE set, hørt og mødt med hjertevarme 💚
BALLEBO består af to omsorgsfulde voksne, Maria & Nina. Vi har kendt hinanden siden 2021, og fra første møde opdagede vi, hvor meget vi delte af værdier og visioner for det gode børneliv. Begge har vi mærket frustrationen over de nuværende forhold i mange institutioner og brænder for at skabe noget bedre.
Vores erfaringer fra privatpasning, kommunal dagpleje og hjemmepasning har givet os et klart billede af, hvad der virkelig gør en forskel for børns trivsel: NÆRVÆR, OMSORG og RO. Grundstenene for tryghed. Når børn oplever tryghed, blomstrer de helt naturligt - de udvikler sig og skaber meningsfulde relationer.
Læs mere om os herunder 👇
Mit navn er Maria og jeg er 32 år gammel. Jeg bor i Balle sammen med min kæreste Mathias og vores tre børn, Chloe fra 2019, Emily fra 2021 og Jamie fra 2023. Det er vores hjem der danner rammerne for BALLEBO. Jeg har tidligere haft min egen pasningsordning inden jeg gik på barsel med vores mellemste og har siden da hjemmepasset.
Jeg vil beskrive mig selv som kærlig, omsorgsfuld og tålmodig person, der altid har tid og plads til at lytte, give et kram og være der for andre, når der er brug for det. Jeg er meget udadvendt og I vil altid møde mig med et smil når I skal hente og bringe jeres barn.
Jeg ELSKER at være kreativ, og i mit hjem er der altid plads til de vilde projekter. Hvor andre ser kaos (læs: min kæreste 😆), ser jeg sjov og læring. For børnene er det en fantastisk måde at udvikle deres fantasi, finmotorik, sprog og ikke mindst glæde ved at skabe noget unikt.
Mit navn er Nina, jeg er 29 år gammel, jeg bor i Buskelund sammen med min mand Andreas og vores to børn, Carlo på 3 år og Nova på 1 år.
Jeg er uddannet pædagogisk assistent og en bachelor fra at være uddannet pædagog.
Jeg har tidligere arbejdet som kommunal dagplejer, arbejdet i vuggestue og børnehave - med mange års erfaring er jeg nu klar til at starte en privat pasning med Maria.
Jeg er en kærlig, omsorgsfuld person, med krudt i bagdelen. Jeg elsker at komme ud i naturen og bruge min krop - hvilket vores hverdag også kommer til at bære præg af.
Jeg har altid brændt for at arbejde med småbørnsgruppen, deres udvikling, læring og give dem den bedste start på livet, i trygge hjemlige rammer.
Vi ønsker ikke blot at skabe et godt alternativ til den kommunale dagpleje. Men et godt alternativ til hjemmepasning. I vores storpasningsordning har vi valgt at skabe et miljø, der føles som en naturlig forlængelse af vores egen tid som hjemmepassende forældre. Vores gruppe er præget af en stærk familiefølelse, hvor hvert barn bliver mødt med kærlighed og opmærksomhed.
Vi har valgt en normering på kun 3,5 barn pr. voksen - for at sikre TID, NÆRVÆR og OMSORG til alle børnene.
Vi har egne børn som en del af pasningsordningen - dette er noget vi har god og positiv erfaring med fra både tidligere pasningsordning og kommunal dagpleje. For os er det vigtig at fastholde følelsen af hjemme for ALLE børnene, og vores erfaring siger os at denne hjemlige og trygge atmosfære blot forstærkes for hele fællesskabet, når egne børn er en del af pasningsordningen.
Vi ønsker at skabe den absolut BEDSTE hverdag for egne og jeres børn! ✨
BALLEBO har sin egen afdeling i huset og rummer et dejligt, stort multirum, hvor vi leger, læser, danser og klatrer og hvad vi nu ellers kan finde på. Derudover har vi et "krearum" til at lave alle vores skønne projekter - det er også her vi spiser frokost, når vi ikke spiser ude.
Fra vores multirum er der direkte udgang til vores have og vores terrasse, som altid bruges flittigt til at køre rundt på scootere på. Derudover er der gyngestativ med gynger og sansegynge, legehus, mudder udekøkken, græs til at løbe rundt på, og bakker til at trille nedad.
Det er vigtigt for børnenes trivsel at have en tryg og stabil hverdag, og nogle rammer hvor de føler at de har indflydelse på deres dage. Det betyder alverden for børn at de bliver hørt I hvad de har af ønsker for dagen eller hvad de har af behov - måske de har dage hvor de har behov for total RO og hjemmehygge - og så er det dét vi gør. Én af de fantastiske fordele ved privatpasning er, at vi ikke har noget vi SKAL nå.
Fælles for alle dage er dog, at vi starter dagene stille og roligt, så børnene kan vinke farvel til deres forældre på en god måde. Børn, der har brug for det, kan få en morgenlur.
Kl. 9ish får vi noget formiddagsmad, som typisk består af hjemmebagte boller med pålæg og frugt/grønt til.
Herefter er det tid til at gøre lige hvad vi har lyst til! Vi er udenfor hver dag, hvor vi går på tur i skoven, tager på bærjagt, på legepladsen, cykler en tur i byen, tager på biblioteket, besøger Aqua eller udforsker forskellige legepladser. Hvis vi føler os mindre eventyrlystne, leger vi i vores dejlige have.
Vi elsker at suse afsted med ladcyklen, og holder hele tiden øje med om der er spændende aktiviteter i byen. I Silkeborg er der ofte fantastiske tilbud til hjemmepassere og private pasningsordninger, hvor der bliver arrangeret børnekoncerter, mini cirkus, dukketeater, rytmik og meget andet.
Frokost spiser vi omkring kl. 11.00-11.30 og består oftest af en varm ret eller blandede rugbrødsmadder - og der er ALTID noget til enhver smag! Efter frokost er der middagslur.
I takt med at børnene vågner, får de lidt eftermiddagsmad. Vi fortsætter med leg og hygge indtil forældrene henter børnene, enten udendørs hvis vejret tillader det, eller indendørs.
I det private vælger du selv den børnepasser, der passer til dig og dit barn - og det betyder ALT for et godt samarbejde imellem jer og os.
Vi hjælper med at gøre overgangen fra hjem til pasning så blid og tryg som muligt for både børn og forældre.
Med erfaring fra både professionel dagpleje og hjemmepasning, kombinerer vi det bedste fra begge verdener.
Vi skaber et kærligt og roligt miljø, hvor børnene føler sig som en del af en lille familie.
Vi passer kun 7 børn ad gangen med 2 voksne, hvilket sikre masser af tid og opmærksomhed til hvert enkelt barn.
Vi ser og værdsætter hvert barns unikke personlighed og behov, og skaber rammerne for at de kan udvikle sig i deres eget tempo
Vi SKAL ikke nå noget, og det giver os mulighed for at lytte til børnenes behov og være spontane i vores dagligdag.
Med Silkeborgs fantastiske natur lige udenfor døren bruger vi dagligt tid udendørs, hvor børnene kan udforske og lege i det fri.
Vi ELSKER at lave kreative aktiviteter med børnene, der både underholder og stimulerer børnenes fantasi.
Ligesom de kommunale dagplejere, er vi også underlagt anmeldte samt uanmeldte besøg fra kommunen.
Vi får ingen gæstebørn, hvilket giver ro og stabilitet i hverdagen og mindsker risiko for sygdomssmitte.
Modsat det kommunale, må vi gerne have en privat facebookside. Siden bruger vi til at vise jer hvad jeres lille har lavet 📸
Jeres egenbetaling: 4.004,-
Tilskud fra kommunen: 6.899,-
Samlet pris: 10.903,- pr. mdr.
✿ Jeres egenbetaling svarer til samme pris som en kommunal vuggestue med pasning i tilsvarende timetal.
✿ Pladsen forudbetales alle årets 12 måneder og beløbet skal stå til rådighed på vores konto senest den sidste hverdag i hver måned. Tilskuddet er skattefrit for jer som tilskudsmodtagere, men skattepligtigt for os som pasningsordning.
✿ Prisen reguleres hvert år d. 1. januar i takt med tilskudsreguleringen.
✿ Prisen er inklusiv: mad, drikke, aktivitetsomkostninger, cykelhjelm, jule- og fødselsdagsgaver til børnene, skumklude, vådservietter, solcreme og diverse pusleprodukter.
✿ Der ydes søskenderabat for alle børn i både privat og kommunalt dagtilbud. Dette gælder selvom det ene barn passes privat og det andet kommunalt.
Vi står selvfølgelig til rådighed, hvis I ønsker hjælp til at søge om tilskud!
Fortvivl ej, hvis du ikke finder en ledige plads, når det passer dig og din lille. Måske der stadig er en chance! Læs mere om vores pladsopskrivning og venteliste HER.
Mandag: kl. 7.30–16.00
Tirsdag: kl. 7.30–16.00
Onsdag: kl. 7.30–16.00
Torsdag: kl. 7.30–16.00
Fredag: kl. 7.30–15.00
(Barnet afleveres inden 09.30, medmindre andet er aftalt)
Respektér venligst vores åbningstider, da vi selv har større børn i institution og logistik der skal gå op. Vi elsker vores arbejde og det vil vi gerne blive ved med 😉
Vinterferie: 10. - 16. februar
Påskeferie: 14. april - 16. april
Første maj: 1. maj
Kr. Himmelfart: 29 - 30. maj
2. Pinsedag: 9. juni
Sommerferie: 3 uger (meldes ud senest 1. april)
Efterårsferie: 13. - 19. oktober
Juleferie: 23. dec. - 4. jan (begge dage er inkluderet)
Derudover har vi lukket alle lørdage, søndage & helligdage.
Udover vores ferie har vi hver især 5 afspadseringsdage i løbet af året. Vores afspadseringsdage bruges til læge- og tandlægebesøg for vores børn og os selv, børnehavearrangementer mv.
De vil blive varslet mindst en måned i forvejen, men vil højst sandsynligvis ikke have nogen påvirkning, da vi kan vikariere for hinanden ved maks 5 børn.
Det smarte ved vores storpasningsordning og vores fordelagtige normering er ligeledes, at vi kan være vikar for hinanden, når behovet måtte opstå. Vi er godkendt af Silkeborg Kommune til at kunne passe hver især 5 børn af gangen.
Skulle uheldet være ude og vi begge er syge, eller har brug for fravær samme dag, skal I selv stå for at skaffe pasning til jeres barn - vi giver besked i god tid hvis det er planlagt fravær.
BALLEBO tager ikke imod syge børn. Børn der ikke er på toppen skal passes hjemme. Så er dit barn ikke sig selv og let til gråd, halvsløjt, har feber eller lignende, så hold barnet hjemme.
Selvom dit barn ikke har feber, kan det alligevel godt have brug for en dag hjemme. Et sygt barn kan ikke følge vores rutiner og smitter de øvrige børn og os.
Ved øjenbetændelse, skoldkopper og lignende sygdomme må barnet først komme igen, når der ikke længere er smittefare.
Ved feber skal temperaturen være under 38°C i mindst 1 døgn, før barnet kan komme tilbage og deltage i en almindelig dag med aktiviteter. Vi følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer for syge børn i dagtilbud.
Hvis jeres barn er sygt, bedes I give besked inden kl. 9.00 for at lette planlægningen af dagen. Raskmelding skal ske dagen før inden kl. 16; ellers forventer vi, at barnet ikke kommer.
Alle børn i BALLEBO skal desuden følge det danske vaccinationsprogram.
Hvis barnet bliver syg imens det er i BALLEBO, vil I blive kontaktet, og I skal hente barnet hurtigst muligt af henyn til smitte. Vi passer godt på den lille indtil I kommer 💚
Vi har en gensidig opsigelsevarsel på løbende måned + 2 måneder. Opsigelse skal ske skrifteligt pr. mail for at undgå misforståelser omkring dato.
Varslingen er til for at vi har mulighed for, at søge et nyt barn og forældre til at overtage pladsen.
✿ Barnevogn inkl. godkendt sele, myggenet og regnslag
✿ Sengetøj, dyne/pude eller voksipose
✿ Udetøj og sko til årstiden
✿ 2 sæt skiftetøj
✿ Drikkedunk (0,5 l)
✿ Evt. bamse/nusseklud/sut
✿ Bleer ved behov (Vi oplever at mange har specifikke præferencer på hvilke bleer de bruger, og derfor har vi ændret til at man selv medbringer. Vi giver besked når pakken er ved at være brugt)
Barnevogne kan stå til opbevaring her alle hverdage i en opvarmet garage, men skal tages hjem til weekenden.
Vi får uanmeldt og anmeldt tilsynsbesøg årligt. Der vil altså løbende blive fulgt op på om jeres barn trives, lige så vel som der gør det i den kommunale dagpleje.
I skal selv sørge for at jeres barn er dækket af en almindelig privat ulykkeforsikring.
I modsætningen til den kommunale dagpleje, så vælger vi HINANDEN i det private - og det betyder SÅ meget for det gode samarbejde der skal være imellem os voksne for, at vores børn kan stortrives.
Derfor glæder vi os til at mødes med jer og finde ud af om vi er et match!
Når I har sendt os en besked i kontaktformularen vil vi vende retur pr. telefon, hvor vi kan aftale et mødetidspunkt der passer os alle. Her tager vi en uforpligtende samtale, hvor vi ser hinanden og I kan stille alle de spørgsmål I måtte ligge inde med.
Efter vores møde aftaler vi typisk at tale sammen nogle dage efter, for at vi alle har mulighed for at mærke efter.
Er der ingen ledige pladser? Det er muligt at blive skrevet på venteliste, i tilfælde af at en plads skulle åbne sig. Vi kan ikke forudsige fremtiden, men mange ting kan ske - nogle flytter eller andre omstændigheder kan gøre at nogen ikke længere kan gøre brug af sin plads.
Udfyld kontaktformularen og skriv at I ønsker plads på ventelisten. Vi kontakter jer først såfremt at der skulle blive en plads ledig.